Du kan også downloade hele artiklen her.

Publiceret den 1. marts 2016

Når pligten kalder

Der sad de så: ca. 100 loyale public service-støtter, en snes kritikere – samt udvalgets medlemmer. Anledningen var Public service-udvalgets 2.temamøde om: ”Børn og teenageres mediebrug – hvad med public service?”, som blev afholdt i dag i Kulturstyrelsen.

Tak for kaffen

De tilstedeværende var alle professionelle mediefolk og direkte interessenter i mediernes forhold. Og alle var (måske skulle man sige forhåbentlig) i forvejen vidende om fakta i de oplæg medieforskere og fagfolk præsenterede. Jeg var blevet inviteret, fordi jeg afgav et høringssvar til udvalgets arbejde – og har i dette beskrevet mig selv som interesseret borger – og nu som selvudnævnt observatør.

På vejen hjem, efter de 3 timers arrangement, spekulerede jeg på, om der var noget at rapportere? Der var ikke noget faktuelt nyt, som ikke i forvejen kunne læses i den nylige DR Medierapport 2015 – eller kan findes på nettet i øvrigt. Et par båndede indlæg med børn og et scene-interview med et par gymnasielever fra Gladsaxe var det kreative indslag. Public service-udvalgets medlemmer har jo en del gamle tv-folk, så hvorfor ikke? Og paneldebatten? Tja, også gamle kendinge – et par af dem i nye jobs – men samme jobområde (og samme holdninger).

Når jeg så alligevel vælger at rapportere fra temamødet, så skyldes det mest ”når pligten kalder”. Selvfølgelig er emnet relevant – og selvfølgelig skal det diskuteres. Det blev det dog ikke på mødet – men udvalgets formand er en dygtig mødeleder med stor politisk erfaring for den slags ”udvalgsarbejder”. Debatten var derfor en opsummering af dagens 2 timers indlæg samt et par pligtspørgsmål til panelet – når nu de var inviteret [sic]. Der var kun nogle få tilkendegivelser fra salen. DR’s generaldirektør havde til formålet placeret en kronik i Politiken – og DR’s eget referat fra mødet ligger allerede på deres hjemmeside. That’s it.

Og konklusionen?

Børn og unge (med den forskel) bruger de sociale medier til nyheder og underholdning – og til dialog. De gør de hhv. med tablets og smartphones – og de gør det i ca. 3 timer om dagen. De bruger YouTube, Facebook og Instagram som deres foretrukne platforme. De ser fjernsyn en gang imellem. Hvem, hvad og hvor – kan på et tidspunkt hentes på Public service-udvalgets hjemmeside, hvor oplæggene offentliggøres.

Globaliseringen

Dansk indhold til danske børn er det politiske mantra. Det synes med dagens konklusion at være den samme udfordring, som det har været de seneste par år. Det blev endnu en gang slået fast, at vi taler om et globalt fænomen. DR’s medieforskere anvendte udtrykket, at der er tale om et verdensmesterskab – ikke et danmarksmesterskab.

En regulær debat om globalisering ville måske have været mere relevant – og mere spændende – men kom ikke i gang. Det handler stadig om business as usual – dvs. pengene, rettigheder og dansk kultur – og de fremmødte er for størstepartens vedkommende stadig afhængig af den gamle public service-værdikæde – og statsmidlernes fordeling.

Skal jeg tage essensen af ”debatten”, så var den samlede anbefaling fra kritikerne: slip kanalkonceptet og gå i stedet i gang med at producere indhold, der er tilpasset den digitale medievirkelighed – dvs. gør indholdet til et ”brand” på samme måde som f.eks. de mange shows på YouTube, Instagram m.fl.

Udvalgets formand slog undervejs fast, at det handler om rammevilkår – ikke konkrete forslag til løsninger. Hermed blev diskussionen den standende logik i et statsstyret public service. Fronterne er dermed de samme, som de har været siden begrebet public service radio & tv blev defineret. Og her er DR’s holdning fortsat den samme – dvs. henvisningen til missionen: ”… DR samler, udfordrer og oplyser Danmark” – og det gøres bedst med opretholdelse af kanalsegmenteringen.

Ærgerligt at temaet for udvalgets arbejde tilsyneladende er valgt med ”pligten” for den danske politiske kulturdagsorden – i stedet for en debat om det globale opbrud af medievirkeligheden.